HR studentermedhjælper til rekruttering

HR studentermedhjælper til rekruttering
01.08.2022
Brænder du for rekruttering og for at finde de helt rigtige kandidater? Ønsker du et forspring på en karriere indenfor rekruttering og headhunting? Så er det dig, vi søger!

 

Stillingen

Som HR studentermedhjælper med fokus på rekruttering, vil du få en unik mulighed for at prøve kræfter med rekruttering, headhunting og ansættelse af nye medarbejdere. Vi tilbyder en stilling, hvor der er plads til at tænke innovativt og afprøve teori i praksis. Stillingen kræver en høj grad af selvstændighed, engagement og en vilje til at finde de helt rigtige kandidater til JUC. En stor del af rekrutteringen vil gå på sælgerprofiler, men rollen vil også kræve rekrutteringssupport til andre afdelinger i JUC.

Arbejdsopgaverne indeholder bl.a.:

  • Udformning af jobopslag i samråd med relevant afdelingsleder
  • Placering af jobopslag i relevante medier
  • Headhunting af kandidater via LinkedIn og andre medier
  • Indledede e-mail/telefon korrespondance med kandidater
  • Indledende CV-screening af kandidater
  • Dialog med ansættende leder om kandidaterne
  • Telefonscreening af kandidater
  • Afslag eller indkaldelse til jobsamtale, samt kandidatoverdragelse til ansættende leder

Stillingen er ca. 15 timer om ugen på kontoret i centrum af København og er fleksibel ift. dit studie samt eksamensperioder.

 

Din profil

Du vil blive JUC’s ansigt udadtil og være i kontakt med flere forskellige potentielle kandidater. Vi forventer derfor, at du er naturlig nysgerrig på mennesker, er udadvendt og har et høj drive med en dertilhørende positiv indstilling. Vi ser gerne, at du er særdeles velformuleret i både skrift og tale, samt har evnerne til at kommunikere med alle typer profiler.

Kandidaterne du vil kontakte, kan både være danske, norske og svenske. Det er dermed en fordel, hvis du har en god forståelse for de skandinaviske sprog.

 

Vi tilbyder

For os er det vigtigt at kunne arbejde målrettet samtidig med, at vi har et godt arbejdsmiljø. Et miljø hvor vi kender hinanden og føler os inspirerede. Du vil blive en del af en vækstvirksomhed, som er på en spændende rejse. En målrettet rejse, hvor vi har det sjovt sammen. Det er en del af vores DNA.

Vi tilbyder altså en unik mulighed for at få relevant erhvervserfaring i samspil med kompetente kollegaer i et selvstændigt arbejdsmiljø, der bygger på gensidig tillid og respekt.

Desuden er vi lige flyttet ind i helt nyrenoverede lokaler på Axelborg i hjertet af København med egen Michelin-kok og eksklusive omgivelser. Ydermere mener JUC, at social samhørighed er vigtig og har flere sociale arrangementer i løbet af året.

 

Er der et match?

Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte HR & Executive Assistant:

Anna Overgaard Holme: +45 3177 2650  

Send din ansøgning og CV til apply@juc.dk og skriv ”Ansøgning til Rekruttering - Studentermedhjælper” i emnefeltet.

Vi ønsker tiltrædelse snarest muligt og holder derfor samtaler løbende. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!

 

JUC

JUC er en specialiseret kursus- og netværksvirksomhed der blev etableret i 2001. Vi er Skandinaviens førende udbyder af kurser, netværk, konferencer og e-learning målrettet advokater, jurister, revisorer samt en lang række af professionelle fagfolk. Vi har de seneste år vækstet succesfuldt og vi er nu repræsenteret i Danmark, Norge, Sverige, Tyskland og Holland. Vores vækstrejse er først lige gået i gang, vil du med på holdet?

Læs mere om os på www.juc.dk.