Mie Marcussen

Mie Marcussen

Mediator hos Marcussen & Company

Mie Marcussen er mediator i mange forskellige sager bl.a. personalesager. Hun er uddannet Cand.merc.jur. og har en toårig masteruddannelse i mediation fra Københavns Universitet. Fra 2007 har hun drevet virksomheden Marcussen & Company – en virksomhed, der er ekspert i konflikter og mediation. Inden da arbejdede hun i ti år som personalejuridisk rådgiver og forhandler, bl.a. seks år for Dansk Industri. Her har hun forhandlet mere end 500 personale- og overenskomstsager, og hun har været med til flere af de store overenskomstforhandlinger.

Mie Marcussen fungerer i dag som mediator, forhandlingsrådgiver, underviser og foredragsholder – og har bl.a. bistået større virksomheder i lokale overenskomstforhandlinger. Hun er forfatter til bogen ”Mellem Os – En ABC til konflikt”. Ved siden af opgaverne som mediator er hun bl.a. ekstern lektor på Københavns Universitet i Mediation/Konfliktmægling, og hun har været gæsteforelæser på flere masteruddannelser. Hun har undervist, holdt foredrag, medieret og faciliteret processer for bl.a. DR, DJØF, Erhvervs- og Vækstministeriet, Lundbeck, Rambøll, Danmarks Statistik, CBS, FSB bolig og adskillige kommuner – herunder Aalborg, Greve, Fåborg-Midtfyn.

Udover personalesager har hun medieret i erhvervssager, nabostridigheder og i straffesager mellem gerningsmand og offer i f.eks. drabs- og voldssager.