Netværk

Undervisere

Tilbage

Mette Mølgaard Klaris

DGNB Auditor, Chef for arbejdsmiljøkoordinering og projektleder hos AFRY

Mette Mølgaard Klaris er DGNB Auditor og projektleder i ingeniør-, design- og rådgivningsvirksomheden AFRY. Mette er uddannet murer og efterfølgende bygningskonstruktør med speciale i bæredygtigt og miljørigtigt projektering af totaløkonomiske bygninger der varetager fremtidens klimamål.

I sin rolle som DGNB auditor rådgiver Mette Mølgaard Klaris bygherrer, entreprenører og developere inden for bygbare og bæredygtige løsninger til fremtidens byggeri. Et bæredygtigt byggeri er en investering med mange gevinster, og med stigende urbanisering, klimaforandringer og ressourceknaphed, er det sund fornuft at tænke bæredygtighed ind i byggeprocessen.

Med mere end 35 år i den udførende og rådgivende byggebranche, har Mette stor erfaring inden for nybyggeri, ombygning og renovering. Siden hendes udnævnelse til DGNB Auditor i 2018, har Mette screenet og certificeret flere projekter inden for en række byggerityper. Blandt dem kan nævnes AFRY’s kontor i Herning, som i 2017 undergik en gennemgående renovering. Her stod Mette Mølgaard Klaris i spidsen for bæredygtighedsledelse for DGNB certificeringen, hvor hun udførte levetids- og livscyklusberegninger (LCA og LCC). Bygningen er certificeret til DGNB-sølv, og er den første bygning i Danmark, der har opnået dette i forhold til præmisserne for nybyggeri, selvom der er tale om en ombygning.

I 2020 blev projektet nomineret til RENOVER prisen og var blandt de seks finalister til at løbe med prisen for Danmarks bedste renovering.

I 2011 blev Mette Mølgaard Klaris uddannet som arbejdsmiljøkoordinator og sidder i dag som fagchef for arbejdsmiljøkoordinering (AMK) i AFRY’s forretningsenhed Byggeri. AMK er afgørende for at sikre sikkerheden på byggeprojekter, og som fagchef er det Mettes opgave at udtænke løsninger og retningslinjer, der skal være med til at nedbringe risikoen for miljøpåvirkninger og arbejdsskader på byggepladsen.