Undervisere

Tilbage
Peter Roed
Familieretlig specialist og professionel partsrepræsentant samt indehaver af ProAdviser
Peter Roed er familieretlig specialist/underviser, certificeret mediator og indehaver af ProAdviser, som blandt andet driver platformene www.kriseramtfar.dk, www.familiebroen.dk og www.morikrise.dk.
Med mere end 12 års erfaring inden for det familieretlige system har Peter gennem en årrække arbejdet indgående med komplekse samværs-, bopæls- og forældremyndighedssager med særligt fokus på barnets bedste, konfliktløsning og holdbare løsninger for familier i konflikt.
I ProAdviser fungerer Peter Roed som virksomhedens familieretlige specialist og har samtidig det overordnede ansvar for virksomhedens strategiske retning og faglige udvikling.
Peter har rådgivet både kvinder og mænd i børnesager ud fra et børnefagligt og helhedsorienteret perspektiv. Gennem mere end 10 år arbejdede han som professionel partsrepræsentant og rådgav klienter i hele landet i sager ved Familieretshuset og kommunerne. Herudover bistod han som bisidder ved afhøringer hos politiet i straffesager, hvor klienter var anmeldt for fysisk og/eller psykisk vold.
Peter har en særlig interesse for at skabe bæredygtige aftaler mellem forældre gennem konfliktmægling og tværfaglig rådgivning. Som certificeret mediator arbejder han målrettet for at hjælpe familier med at finde løsninger uden unødigt indgreb fra Familieretshuset, kommunen eller domstolene – blandt andet gennem arbejdet i Familiebroen, hvor han som mediator faciliterer aftaler i forældreansvarssager.
Han er uddannet konfliktmægler gennem Center for Konfliktforebyggelse og certificeret mediator gennem Juridisk Uddannelsescenter. Oprindeligt er Peter læreruddannet og har gennem en årrække undervist på alle klassetrin i folkeskolen samt i ungdomsskolen, ligesom han har fungeret som pædagogisk konsulent. Den undervisningsmæssige og børnefaglige baggrund danner i dag et væsentligt fundament for hans arbejde med komplekse familieretlige konflikter.
Peter Roed leder desuden afdelingen ProKurser, hvor han tilrettelægger og afholder interne kurser for medarbejderne og eksterne kurser godkendt af Advokatsamfundet. Her underviser han advokater, advokatfuldmægtige og øvrige fagpersoner i forældreansvar og familieret med afsæt i et praksisnært, etisk og børnefagligt perspektiv.
Derudover stiftede Peter i 2023 SikkerFremtid.nu ApS, hvor han i dag er administrerende direktør. Virksomheden yder juridisk rådgivning og udarbejder blandt andet testamenter, fremtidsfuldmagter, ægtepagter samt øvrige familie- og arveretlige dokumenter.
Herudover har Peter Roed været udpeget som lægdommer ved Østre Landsret og Danmarks Domstole i perioden 2020–2024.

