Undervisere

Tilbage
Ulla Wulff Kjær
Direktør hos Pengeinstitutankenævnet
Ulla Wullf Kjær tiltrådte den 1. marts 2015 stillingen som direktør for Pengeinstitutankenævnet, som indebærer en varetagelse af sekretariatsfunktionen for såvel Ankenævnet for investeringsfonde som Ankenævnet for Fondsmæglerselskaber. Hun har en advokatmæssig baggrund samt en Executive MBA fra Copenhagen Business School. Siden hun forlod advokatbranchen i 2000, har hun i 15 år arbejdet i den finansielle sektor med compliance samt regulatoriske forhold –herunder implementering af national/EU-lovgivning i de finansielle virksomheder, hvor hun har været tilknyttet.
Ulla Wullf Kjær har siden hun tiltrådte sin stilling implementeret forbrugerklageloven af 1. oktober 2015 samt tilhørende bekendtgørelse af 1. oktober 2015 om godkendelse af private tvistløsningsorganer i Ankenævnet. Dertil kommer, at hun er i gang med at digitalisere klagesagsbehandlingen i Ankenævnet; en it-proces, som forventes fuldt implementeret i løbet af Q2 2016. På baggrund heraf og de nydefinerede arbejdsprocesser og -metoder er Pengeinstitutankenævnet blevet rustet til at varetage de ændringer, som den nye lov om forbrugerklager har medført.
For at understøtte sit daglige arbejde deltager hun i et nationalt ankenævnsnetværk, ligesom hun deltager i såvel et skandinavisk, europæisk (FIN-NET) som globalt ombudsmand (INFO) netværk, der alle har fokus på finansielle forbrugerklager. Udover den administrative ledelse af sekretariatet og dets medarbejdere samt varetagelse af kontakten til Ankenævnenes stifterorganisationer, offentlige myndigheder og pressen udarbejder Ulla Wullf Kjær skriftlige udkast til nævnsafgørelser, som forelægges for Ankenævnets medlemmer under ankenævnsmøderne. Endelig deltager hun i forskellige konferencer, hvor hun har indlæg om håndteringen af forbrugerklager rettet mod den finansielle sektor.

