Folketinget vedtog en samtykkebaseret voldtægtsbestemmelse, der trådte i kraft den 1. januar 2021. Den nye voldtægtsbestemmelse har været genstand for stor offentlig debat, ligesom retssystemets håndtering af voldtægtssager også har været sat under kritik. Gyrithe Ulrich har ført tilsyn med politiets behandling af voldtægtssager og fulgt retspraksis i mange år. Derfor har vi talt med Gyrithe om den nye voldtægtsbestemmelse for at dykke ned i, hvad der egentlig er hoved og hale set igennem hendes velpudsede briller.

Efter at den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse trådte i kraft, er det ikke længere et krav for at kunne dømme for voldtægt, at gerningsmanden har anvendt vold, trussel om befundet sig i en tilstand eller en situation, i hvilken den pågældende var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Det er diskuteret meget, hvilken betydning den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse vil have for antallet af sager, hvor der rejses tiltale og dømmes for voldtægt. Foreløbig ses der fra 2020 til 2021 en kraftig stigning i antallet af anmeldelser, sigtelser og tiltaler; tilsvarende kan man i 2022 se stigning i antallet af domfældelser. Hertil supplerer Gyrithe, at ”det er vanskeligt at spå om den endelige effekt på domfældelsesprocenten, der ikke kan aflæses endnu, men der er stort fokus på implementeringen af den nye bestemmelse i politi og anklagemyndighed, og det er interessant at følge retspraksis på området.”

Den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse er et vigtigt skridt hen imod en større anerkendelse af parternes seksuelle selvbestemmelsesret og kan bibringe retsområdet mere klarhed.

Grundlaget for tiltalen – anklagerfaglige problemstillinger

Anklageskriftet sætter rammen for en straffesags behandling i retten. Det er i anklagemyndigheden, at de første juridiske bevisvurderinger foretages, og disse danner grundlaget for rettens endelige bevisvurderinger i de sager, der fører til tiltale.

Det er derfor relevant at se nærmere på anklagemyndighedens bevisvurderinger.

Objektivitetsprincippet i retsplejelovens §96, stk. 2, sætter med følgende tekst rammen for, hvornår anklageren skal rejse tiltale i en straffesag: ”De offentlige anklagere skal fremme enhver sag med den hurtighed, som sagens beskaffenhed tillader, og derved ikke blot påse, at strafskyldige drages til ansvar, men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.”

Det er på den ene side uhyre enkelt og på den anden side meget kompliceret. Vurderingen af tiltalespørgsmålet er ikke bundet af administrative retningslinjer eller vejledninger. Gyrithe gennemgår nogle af de elementer, som særligt spiller ind ved anklagerens vurdering af tiltalespørgsmålet i voldtægtssager: vægtningen af beviser i disse sager og betydningen af traumereaktioner.

Objektive beviser

Tilstedeværelse af verificerbare beviser kan f.eks. komme i form af mærker, ”blod, spyt eller sæd”, videooptagelser, lydoptagelser, SMS’er eller anden korrespondance af afgørende betydning. Disse beviser kan understøtte eller afkræfte forklaringen fra sagens parter.

"I nogle sager findes der imidlertid ikke sådanne verificerbare beviser; måske har man vidner, der har overværet gerningen, men i de allersværeste sager har man kun forklaringen fra den mistænkte gerningsmand og vidneforklaringen fra den forurettede."

Vidnebevis

Vidnebeviset er centralt i førelsen af straffesager, og særligt i voldtægtssager har den forurettedes forklaring den helt afgørende betydning. ”Som udgangspunkt må man lægge til grund, at den, der anmelder et strafbart forhold, har god grund hertil, og at vedkommende taler sandt, men sådan forholder det sig jo ikke altid. Selvom et vidne i modsætning til den tiltalte har pligt til at tale sandt i retten, kan man ikke bare lægge vidnets forklaring til grund uden at efterprøve forklaringen.” Ved vurderingen af vidnebeviset er det vigtigt, at anklageren er opmærksom på, at rationel tænkning ikke altid kan forklare andre personers handlinger, og at hans eller hendes egen verdensopfattelse kan vildlede, således at anklageren vil være mest tilbøjelig til at tro på en forklaring, der bekræfter hans eller hendes egen opfattelse af, hvordan verden hænger sammen.

Endeligt er det vigtigt at have kendskab til, hvorledes traumereaktioner påvirker hjernen. ”Personer, der har været udsat for traumatiske oplevelser, som for eksempel en forurettet i en voldtægtssag handler ikke altid rationelt, og de vil ofte ikke være i stand til at huske og gengive et hændelsesforløb kronologisk og detaljeret. Måske er det kun nogle detaljer, der erindres, måske kan man genkalde sig lyde og lugte, men ikke, hvad der er blevet sagt, eller hvordan gerningsmanden så ud. Det kan være effekten af en traumatisk oplevelse og behøver ikke at betyde, at man ikke kan fæste lid til vidnets forklaring.”

Lyd- og videooptagelse af forklaringer

Det er uundgåeligt, at anklagerens egen opfattelse af, hvorledes et ”normalt” voldtægtsoffer opfører sig, spiller ind ved vurderingen af den forurettedes troværdighed, ligesom opfattelsen af den forurettede eller den mistænkte som værende utroværdig, kan bæres videre fra efterforskeren eller anklagerkolleger og præge anklageren i dennes vurdering. Gyrithe fortæller om lydoptagelserne, at ”det er en væsentlig landvinding, at man nu i meget vidt omfang foretager lydoptagelse af den forurettedes forklaring til politirapport, således at anklageren ved vurderingen af tiltalespørgsmålet har bedre mulighed for at vurdere bevisværdien af forurettedes forklaring ved selv at gennemlytte forklaringen afgivet til politiet med alle nuancer og detaljer.”

Efter samtykkereglen i straffelovens § 216 skal anklagemyndigheden fortsat bevise, at gerningsmanden havde forsæt. Det vil derfor have betydning, om gerningsmanden havde grund til at tro, at forurettede deltog frivilligt i eller samtykkede til samlejet. Gyrithe uddyber med, at ”forklaringerne fra parterne vil være helt afgørende, særligt hvis der ikke er objektive beviser, og hvis parterne kender hinanden og måske også tidligere har haft et seksuelt forhold. Samtykke kan være givet stiltiende, ved adfærd, tilkendegivet ved lyde, berøringer m.v., og det vil stille store krav til politiafhøringerne i de vanskelige ’påstand mod påstand-sager’, idet man er nødt til at gå tæt på parterne og få beskrevet alle detaljer og nuancer i forklaringerne.”

Er man i den situation, at de to forklaringer er lige troværdige, må sagen påtaleopgives/henlægges. Opstår situationen i retten, må retten frifinde.

Retspraksis

Retternes vurdering af beviser i tilsvarende sager har stor betydning. Retternes begrundelser for bevisresultatet bliver læst meget nøje, og det kan have stor betydning for fremtidige sager af samme art, hvis retterne udtaler sig mere generelt om vægtningen af beviserne. Dette kan også være en hindring for, at ny viden trænger igennem i retspraksis. Man ser f.eks. i nogle afgørelser vedrørende voldtægt, at den omstændighed, at den forurettede ikke har anmeldt overgrebet til politiet med det samme, men først efter nogle dage, lægges den forurettede til last og trækker fra i vurderingen af vedkommendes troværdighed.

Fra forskning om traumereaktioner ved vi nu, at det er en ganske sædvanlig reaktion på et overgreb at søge tryghed hos familie, venner m.v. eller at fornægte overgrebet, og at det er ganske sædvanligt, at den forurettede først efter nogen tid får mod til at indgive anmeldelse til politiet.

Retspraksis efter nyformuleringen af straffelovens §216, "samtykkeloven"

Der er efter ikrafttrædelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse den 1. januar 2021 afsagt en række domme, der illustrerer brugen af bestemmelsen, og for Gyrithe er det interessant at se, hvorledes beviserne vægtes, i det omfang, at dette tydeligt fremgår af rettens præmisser. Det er endvidere interessant at skimte den ændrede tilgang til sagsområdet, der afspejles.

”Der synes at være en større forståelse for de forurettedes traumeprægede reaktioner i situationerne, og den omstændighed, at forurettede ikke forlader gerningsstedet med det samme, ikke foretager politianmeldelse med det samme m.v., ses ikke at vægte så meget som i tidligere retsafgørelser. Man kan også spore et større fokus på den tiltaltes forklaring og en vurdering af troværdigheden.”