Når offentlige myndigheder er involveret i en retssag, gælder der et dobbelt regelsæt: civilprocessen og forvaltningsretten. Det kan komplicere arbejdet med sagerne, men der er strategiske muligheder, som man med fordel kan tage i brug. Frederik Waage har specialiseret sig i forvaltningsret og offentligretlige retssager, som han giver en god introduktion til samt overvejelser, som de involverede parter med fordel kan drage nytte af.

Retssager som involverer det offentlige, bliver behandlet på en anderledes måde i Danmark end i lande, som vi ofte drager paralleller til. Her bruger man særlige forvaltningsdomstole og en anden procesform end det, som vi opererer med herhjemme. Vi har talt med Frederik Waage, som deler ud af sin specialiserede viden på området, for at få mere indsigt i, hvad der er særligt ved sager mellem myndighed og borger i Danmark, og hvilke udfordringer man ofte støder på. Det har naturligt ledt til Frederiks egne anbefalinger til advokater på både borgerens og myndighedens side om, hvordan man bedst organiserer en retssag, som involverer det offentlige.

Kompleksiteten i offentligretlige retssager

Når der opstår en tvist mellem borger og myndighed, som overgår til domstolene, kolliderer de forvaltningsretlige principper med forhandlingsprincippet, som baserer sig på partsautonomi og et privatretligt tankesæt. Det betyder, at der gælder et dobbelt regelsæt for det offentlige: forvaltningsretten og civilprocessen.

Det særlige ved den danske ordning for retssager, hvor det offentlige er involveret, er, at vi behandler sagerne ved almindelige domstole. Sagens gang er i høj grad overladt til private advokater, mens man i næsten alle andre europæiske lande benytter embedsmænd, der varetager det offentliges repræsentation, samtidig med at borgeren langt oftere selv møder i retten i den slags sager. Inden for den vestlige retstradition er det kun i Danmark, Norge og Island, at retssager mod det offentlige behandles efter præcis de samme regler som retssager, der kører mellem private parter.

Grundloven giver borgeren en ret til at gå til domstolene i alle typer sager mod det offentlige. Før en offentligretlig sag er nået dertil, har den typisk allerede været gennem en eller flere over instanser eller et råds og nævns behandling. Dette er anderledes end i andre lande, hvor forvaltningsdomstole, der står helt uden for den udøvende magt, er umiddelbare klageinstanser.

Når man repræsenterer det offentlige

Myndighedens advokat er ikke lige så fritstillet som repræsentanten for en privat aktør. Det skyldes bl.a., at myndighedener bundet af forvaltningsretlige retsgrundsætninger, også når det offentlige står i retssalen.

Her skiller offentligretlige sager sig ud, fordi den almindelige forvaltningsret binder staten, når der skal træffes processuelle beslutninger. Det gør, at myndigheder ikke på alle punkter er ligestillede med private, når de repræsenterer myndigheder.”

Det sætter en række begrænsninger for det offentliges advokat, at de almindelige forvaltningsretlige principper, f.eks. forbud mod magtfordrejning og lighedsprincippet, også har virkning i civilprocessen, når det offentlige er part” siger Frederik til spørgsmålet om de særlige karaktertræk, der gælder for det offentliges retssagsførelse.

Han påpeger, at det ligger i forhandlingsprincippet, at retssagen er en partsproces, hvor advokater på begge sider gerne må tilrettelægge retssagen ensidigt. For advokaterne er hver for sig ansvarlige for, at borgeren og myndigheden kommer til deres ret.

Davids kamp mod Goliat

Mange argumenterer for, at der er et ulige forhold mellem borger og stat, fordi det offentlige helt ubestrideligt har flere ressourcer til rådighed end borgeren, f.eks. når det gælder sagens varighed, den forudgående tid til at sætte sig ind i sagen og midler til den advokat, som man vælger som repræsentant.

Frederik fremhæver i den forbindelse nogle strategiske tilgange, der kan styrke borgerens positionering. Overskriften er, at man skal kende sine rettigheder som borger, og hvilke regler der gælder for det offentliges sagsbehandling.

Kompensation af uligheden

”Borgerens repræsentant bør overveje, hvordan man optimalt kan gøre brug af det bedste fra begge verdener: forvaltningsretten og civilprocessen”, siger Frederik Waage og nævner som første eksempel reglerne om bevisbyrde. Borgerens advokat kan med fordel støvsuge et sagsforløb for forvaltningsretlige fejl, også dem, som ikke lige præcis er udslagsgivende for afgørelsen. Som udgangspunkt er man nemlig bagud på point som borger, når man anlægger en sag. Så har man som hovedregel bevisbyrden i tilfælde, hvor sagen er uklart oplyst, medmindre man f.eks. kan påvise, at den afgørelse, som sagen drejer sig om, er blevet truffet efter en sagsbehandling, der har indeholdt mange fejl. Har det været tilfældet, vil man helt naturligt kunne procedere på, at bevisbyrden er gået over til myndigheden. Og så bliver det pludselig myndigheden, der skal bevise, at den har ret. Frederik påpeger endvidere, at man kan spare mange sagsomkostninger ved at benytte de forvaltningsretlige regler, inden retssagen går i gang. Det er normalt vanskeligt og meget omkostningstungt at få oplyst en sag ved brug af edition ved domstolene, men ved retssager, hvor den offentlige part er underlagt forvaltningsretlige regler, kan man søge om aktindsigt i vid udstrækning og nå langt ved hjælp af forvaltningsretten, uden at man bliver tillagt sagsomkostninger.

Det offentliges procesdokumenter er som allerede nævnt meget gennemarbejdede og grundige, fordi det offentlige i høj grad gør brug af specialistadvokater, der har særlige forudsætninger for f.eks. at skrive om skatteret, udbudsret eller entrepriseret. Eftersom dommeren fungerer som en generalist i det danske retssystem, er der et stort ansvar forbundet med det at være specialist. Der er grænser for, i hvilken grad advokaten kan dykke ned i alle afkroge, og derfor foreslår Frederik, at borgeren benytter sig af muligheden for f.eks.at fremlægge en uafhængig redegørelse af sagens emne fra en skatteekspert, hvis det kan understøtte borgerens synspunkter. En sådan oplysning af retten ser man langt oftere i udenlandske retssystemer, f.eks. i USA. Borgerens part kan med fordel gøre brug af de samme virkemidler ved at fremlægge alternative udsagn med en erklæring, der kan understøtte argumentationen og medvirke til at udjævne forskellene.